|
Økonomien for det nye Handels- og Søfartsmuseum synes usikker. Det skal vi glæde os over. Kulturledelse skal gerne handle om at bryde grænser, at gennemføre de umulige drømme for fællesskaberne. Derfor er det også legitimt at tage økonomiske chancer.
CulturCommentar:
Når M/S Museet for Søfart, det nye Handels- og Søfartsmuseum i Helsingør, åbner sidst i juni (se Søndag Aften arkiv), vil det ske efter fanfare af bekymrede røster, der tvivler på museets fremtidige driftsøkonomi. Uagtet hvor fantastisk gæsterne måtte mene at BIG's udformning af det nye museum er blevet, hvor godt museet er til at fortælle søfartshistorien, hvor publikumsvenlig indretningen er, hvor avancerede tekniske løsninger man har fundet, vil indtrykket stå tilbage: økonomien er usikker.
På sin vis mangler museet 4,5 mio. kr. til driften resten af året, som dog dækkes af museets opsparede midler. Fast mangler man 8 mio. kr. til driften årligt fra 2014. Såvel stat som kommune har sagt nej til at øge driftstilskuddet yderligere. Tilskuddene siges allerede at være hævet til bristepunktet fra de bevilligende myndigheder.
Omverdens umiddelbare kommentar er den banale: det er uansvarligt at bygge et nyt museum uden at have sikkerhed for driftsøkonomien efterfølgende.
Realiteten er blot, at med en sådan simpel købmandslogik ville det offentlige Danmark stå helt stille. Der kan næppe findes mange offentlige hospitaler, uddannelsesinstitutioner, trafiksystemer, forsvarsanlæg eller kulturinstitutioner, hvor driftsøkonomien er endt med at svare til de tidlige estimater, da man begyndte byggerier af nye anlæg.
Planlæg et nyt hospital og straks vil driftige læger se nye muligheder for at løse vanskelige opgaver, byg et universitet og straks vil man tiltrække nye studier og givtige forskningsmiljøer. Byg et nyt teater og pludseligt er der en foyer, der også kan bruges til udstillinger. Byg et nyt museum uden at indregne øgede varmeudgifter - alligevel kan der udvikles en fantastisk idé om en regnbue på taget.
Det er en del af prisen for at iværksætte drømme: de gode ledere og det driftige personale får nye ideer. Gode visioner er afsæt for nye visioner. Dynamik, ja tak, gerne.
Der er intet særligt ved kultursektoren i dette. Måske blot, at kultursektorens økonomi er så pas gennemskuelig, at alle kan se problemerne efter bygning af et nyt operahus eller et nyt kunstmuseum i Aarhus, kaldet Aros.
Fonde kan flytte bjerge
Et særligt element for kultursektoren er dog, at fondene som regel spiller en afgørende rolle i financieringen af byggeriet. Uden fondene ville der ikke blive bygget. For de dynamiske ledere af kulturinstitutionerne er fondene første hurdle man skal overbevise om visionen.
I den tidlige fase af udviklingen af byggeprojekter, afklares økonomiske forventninger i et kompliceret samspil mellem ledelse, bevilligende myndigheder og fonde. Fondene er reelt med til at lægge et økonomisk pres på det offentlige: vi vil give jer dette teater, hvis I sørger for at drive det.
Fondene har fuldstændigt samme interesse i at den virksomhed man støtter, bliver levedygtig. Det falder ofte negativt tilbage på fondene, hvis byggerier får problemer.
Ind i mellem luftes tanker om, at fondene også burde gøres ansvarlige for at sikre driften - at det så at sige er umoralsk at bygge uden at drive. Denne tanke ville give mange problemer: for det første ville det være i strid med fondslovgivningen, fordi langt de fleste fonde netop ikke må binde deres overskud over længere tid.
For det andet ville det ændre afgørende ved fondenes virke. Hvis fonde skal bevillige driftsmidler, vil de også have en naturlig forpligtelse til at indgå i kulturinstitutionens bestyrelse. Dette kendes fx fra Ny Carlsberg Glyptotek, som gennem over 100 år har haft et særligt samspil mellem kommune, stat og fond.
Men det er en løsning som stiller store krav til fonden, både hvad angår kapital og hvad angår kompetencer. Fonden flytter derved sin virksomhed fra det almene til det erhvervsdrivende.
Bare fordi et museum eller et teater har ondt i økonomien er der ikke nogen grund til at sætte den gode arbejdsdeling mellem det offentlige og fondene over styr.
Hvor der handles
Det er påfaldende, at man trods offentlige byggeskandaler, altid er i stand til at finde en løsning. Måske skal nogle etager stå tomme til der bliver behov (Herlev Hospital), måske skal man reducere antallet forestillinger (Det Kongelige Teater), måske skal man kommercialisere driften (Aros).
Det er sjældent kønt at følge disse reparationsovervejelser, bl.a. fordi diskussionerne om offentlige institutioner heldigvis er netop offentlige.
Vi må glæde os over, at der stadig er ledere af kulturinstitutioner, som vover at bryde grænser, også økonomiske. At de kan opstille drømme om fremtidige kulturelle fællesskaber, som kan skabe opbakning fra såvel private fonde som offentlige myndigheder. Og få publikums bevågenhed.
Er du i tvivl, så lav selv en liste over de kulturbyggerier du holder af - og check om nybyggeriet kunne holdes indenfor gamle bevillinger. Og for M/S Museet for Søfart gælder det – der kommer sikkert en god løsning - i morgen.
Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør
Søndag Aften
06/2013
Del
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
